'Om Forførerens Dagbog'
'Under Æsthetikens Himmel er Alt let, smukt, flygtigt' Johannes Forføreren
af Jens Staubrand
Fremdeles er i disse dage, ligesom et lyn fra en klar himmel, et monstrum af en bog pludselig slået ned i vor læseverden, skrev forfatteren og kritikeren Johan Ludvig Heiberg (1791-1860) da Enten-Eller, som Forførerens Dagbog er en del af, udkom i februar 1843.
Det er nærmest med hensyn til volumen at bogen må kaldes et monstrum, fortsætter Johan Ludvig Heiberg sin karakteristik af det omfangsrige tobindsværk. Samlet fylder Enten-Eller otte hundrede og tredive sider, skrevet - efter bruddet med Regine Olsen - af den da ni og tyve årige Kierkegaard på elleve måneder, dels i København og dels i Berlin hvor han opholdt sig i cirka fire og en halv måned ved årskiftet 1841/42. Kierkegaard havde ikke, udover et par af de korte tekster, aforismer eller Diapsalmata, der indleder Enten-Eller, gjort noget forarbejde til denne litterære kraftpræstation, hvis andet bind i øvrigt blev skrevet først.
Søren Kierkegaard (1813- 1855) havde, som det fremgår af en stor del af de tre og fyrre værker han nåede af skrive, en trang til litterær maskering, hvilket fik forfatteren og kritikeren Peter Ludvig Møller (1814-1865) til at kalde ham for filosoffen med de mange dæknavne, de mange pseudonymer. En del af disse møder vi i Enten-Eller. Udgiveren og redaktøren af Enten-Eller kalder Kierkegaard for Victor Eremita. I sit forord beskriver Victor Eremita hvordan han, i et skjult rum i et chartol han har købt hos en marskandiser, havde fundet to stakke papirer, som han redigerede således, at de kom til at udgøre henholdsvis bind et og to af Enten-Eller. Forfatteren til Enten-Ellers bind to kalder Kierkegaard for Assessor Vilhelm, eller B, mens første bind har to pseudonyme forfattere, nemlig A og Johannes, der henholdsvis er redaktør af og forfatter til Forførerens Dagbog.
I forordet til Enten-Eller fortæller Victor Eremita hvordan han mellem A's papirer i chatollet havde fundet Forførerens Dagbog, fuldt færdigredigeret og med forord af A. I sit forord til Forførerens Dagbog fortæller A hvordan han gennem vennen Johannes fik ideen til værket. A fortæller at han under et besøg hos Johannes, i en åben skuffe fik øje på et hæfte med titlen 'Fortløbende optegnelser nr. 4'. Han blev nysgerrig, bladrede i hæftet, og opdagede, at det var en dagbogsberetning om en forførelse af en fællesbekendt, den unge Cordelia. I hast skriver A dagbogen af, kontakter Cordelia, der giver ham Johannes' breve til hende, samt nogle breve hun efter forførelsen havde skrevet til Johannes, men uåbnet havde fået retur. Cordelia havde modtaget omkring tredive breve fra Johannes, og dem fletter A ind i afskriften af Dagbogen. Han skriver et forord og gengiver her Cordelias tre ubesvarede breve til Johannes.
Johannes er i Forførerens Dagbog skildret som en enlig piberygende, afslappet klædt mand. Han er i midten af trediverne, intellektuel, han har læst erotiske skrifter som Ovids Elskovskunsten og Platons Faidros, han har tjener, men der ud over ved vi intet om hans arbejde og bolig.
Johannes er æstetiker, et nydelsesmenneske, der har den fri naturs gud, jomfruen Diana, som ideal. Unge jomfruer er målet for hans jagt eller som det står i Forførerens Dagbog med et citat fra Leporellos listearie fra Mozarts opera Don Giovanni: 'den friske unge pige'.
Mozarts Don Juan og Johannes er for Kierkegaard to forskellige forførertyper. Hvor Don Juan, som det fremgår af Leporellos Listearien og handlingen i operaen i øvrigt; hans møde med Donna Anna, Donna Elvira, Zerlina og bønderpigerne, er en forfører der favner bredt i sit valg af kvinder, så er Johannes mere karrig: det skal være unge jomfruer. Hvor Don Juan tager jomfruerne med i den strøm af kvinder han forfører, og nyder den ekstraoplevelse det er, så er det kun denne særlige erotiske oplevelse der interesserer Johannes: Kun på 'erotikkens spidse' er det værd at være, for 'en næste gang' med en tidligere jomfru er blot svaghed og vane, eller som han (efter forførelsen af Cordelia) udtrykker det i Forførerens Dagbog: 'hun har tabt duften'.
Den erotiske vitalitet der for eksempel kommer til udtryk i Don Juans Champagne-arie, hans drøm om på en nat at få forført så mange bønderpiger som muligt, få dem, som han synger, ført på (Leporello)listen, er for Johannes ikke noget kunststykke.Johannes er derimod, som Mefistofeles i Johann Wolfgang Goethes Faust, til langsomme forførelser. Halvårlige, fra forår til sensommer, eller som han skriver i dagbogen, at: foråret er den skønneste tid at forelske sig i, og eftersommeren det skønneste tidspunkt at være ved det ønskede mål. Hans optegnelser over forførelsen af Cordelia løber i perioden fra den fjerde april til den fem og tyvende september, altså fem måneder og tre uger. Johannes nyder sine halvårlige forførelser, nyder at bryde forholdet til de forførte, og nyder at skrive dagbog over forløbet.
Handlingen i Forførerens Dagbog udspiller sig i København og omegn, mest ude - på gader og stræder - i mindre grad inden døre. Vi møder Johannes i en række sidefortællinger, der ikke har med Cordelia, men med andre piger at gøre, som for eksempel beskrivelsen af mødet med pigen i porten, med pigen på tørvebondens vogn, med tjenestepigerne i Frederiksberg Have, med de unge piger hos Rørdams på Frederiksberg, notater der viser at Johannes, selvom han har Cordelia i sit net, har en 'snøre ude' efter andre piger.
Hovedhistorien i Forførerens Dagbog er kærlighedshistorien mellem Johannes og Cordelia. Vi følger Johannes' tilnærmelser til hende, dels gennem Familien Jansens, hvis tre døtre Cordelia kender, og dels gennem Cordelis ven og beundrer, den pæne og velklædte Edvard Baxter, der arbejder i sin faders grosserervirksomhed, og som Johannes gør til sin ven for at komme tæt på hende. Cordelia bor hos sin tante, fordi forældrene er døde. Hun har en storebroder, der dog ikke bor sammen med hende og tanten. For næsen af den mindre handlekraftige Edvard Baxter, lykkedes det for Johannes - med tantens samtykke - at blive forlovet med Cordelia. Men forlovelsen bliver kortvarig, idet Johannes får arbejdet Cordelia derhen, at normen om forlovelse, så ægteskab og så videre, ikke er en god ramme for deres kærlighed. Fri af forlovelsen, fri af de borgerlige normer forføres Cordelia, eller rettere: Cordelia fører sig selv i armene på Johannes. For Johannes er det en ekstra nydelse, at den erotisk uerfarne Cordelia, i sin trang til at udforske det erotiske, kaster sig i armene på ham.
Samtiden lod sig provokere af Forførerens Dagbog, af dens sætten natur og kultur, drift og norm op mod hinanden, og af Johannes' karakter. Man væmmes, man ækles, man oprøres, man spørger sig selv, skriver Johan Ludvig Heiberg, ikke om det er muligt at en mand kan være som denne forfører, men om det er muligt, at en forfatter-individualiet kan være således beskaffet, at han finder behag i, at sætte sig ind i en sådan karakter.
Efter Kierkegaards 'Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed' (1848) at dømme havde han ikke let ved at skrive Forførerens Dagbog. Mens han skrev på værket læste han dagligt religiøse skrifter, og tænkte med frygt og bæven på sit ansvar, ikke kun overfor samtidens religiøse offentlighed, men også overfor hans tidligere forlovede Regine Olsen. I Forførerens Dagbog har Kierkegaard nemlig anvendt biografisk stof fra hans og Regine Olsens kærlighedshistorie.Kierkegaard mødte første gang den yndige og indtagende Regine Olsen i maj 1837 hos Enkefru Cathrine Rørdam på Frederiksberg, hvor Kierkegaard ofte kom på besøg. Tre år efter, en septemberdag i 1840, går Kierkegaard hjemmefra med det fortsæt, at spørge Regine Olsen om hun vil forlove sig med ham, eller som han skriver i Papirerne: nu skal det afgøres.
Mødet (og bruddet) med Regine Olsen (1822-1904) har Kierkegaard beskrevet i Papirerne, og i (let) ændret form anvendt i Forførerens Dagbog: Kierkegaard møder Regine Olsen på gaden ved hendes hjem. Hun fortæller, at hun er alene hjemme; Kierkegaard bruger det som en anledning til at invitere sig hjem til hende. I Regine Olsens hjem, i dagligstuen, opfordrer han hende til at spiller klaver. Pludselig tager han noderne, og siger at det er hende, ikke musikken, han er interesseret i. Hun fortæller at hun 'ser Schlegel', men det ændrer ikke Kierkegaards indstilling: hun må lade ham, Kierkegaard, komme i første række, og lade forholdet til Johan Frederik Schlegel (1817-1896) 'være en parantes'.
Kierkegaard får Regine Olsen og hendes families ja til forlovelsen, men kort efter fortryder han forbindelsen. I hans arbejde med at komme ud af forholdet spiller han, som det fremgår af Papirerne, en følelseskold, men vittig og kåd, skurk, ikke, hævder han, for at såre hende, men for at hjælpe hende til hurtigt at kommer over det brudte forhold. Hverken bønner fra Regine Olsen og hendes fader, etatsråd, kontorchef Terkel Olsen (1784-1849), vennen Emil Boesen (1812-1881) og storebroderen Peter Christian Kierkegaard (1805-1888) kunne får Kierkegaard fra at bryde forlovelsen med Regine Olsen, der var en realitet i oktober 1841.
Det er da et rædsomt spil du har drevet med mig, siger Regine Olsen til Kierkegaard, og fortsætter: skal du aldrig giftes? Måske, svarer Kierkegaard koldt, måske om ti år, når jeg har raset ud, så kan det være jeg finder en ungblods-frøken til at forynge mig med.
Note
I 'Søren Kierkegaard International Bibliografi, Musikværker & Skuespil / International Bibliography, Music Works & Plays', København; Det Kongelige Bibliotek 1998, findes en række musikværker og skuespil der bygger på Forførerens Dagbog (se også vores online-udgave).
På CDen 'Søren Kierkegaard Set To Music', Danica Records (DCD 8184), kan høres musikværker af Niels Viggo Bentzon og John Frandsen, der bygger på tekster fra Forførerens Dagbog.
Søren Kierkegaard Kulturproduktion